Du er her: / Forside / Om bandet

LORDS OF THE ATLAS
Tribute to Disneyland After Dark

"Det var fuldstændig som at være til en koncert med D:A:D, faktisk umuligt at høre forskel… Kopirock kan simpelthen ikke blive bedre end Lords of the Atlas, for de spiller D:A:D´s musik med total kærlighed og hengivenhed til forbilledet." Sådan skrev rockanmelderen Michael Lundsgaard i Midtjyllands Avis i sommeren 1999. De mange roser faldt, efter Lords of the Atlas havde givet en koncert, der begejstrede publikum så meget, at arrangørerne anskaffede sig et såkaldt gorillahegn, til at holde stagedivers på afstand, næste gang de hyrede bandet. På det tidspunkt havde LOTA spillet sammen i halvandet år.

Siden er det blevet til mere end 70 koncerter i alle ender af landet. Her har Lords of the Atlas har bevist, at koncerten, der fik de pæne ord med fra anmelderen, ikke var noget one-hit wonder. LOTA leverer varen, og den vare består af en svedende og sprudlende rockfest med en lang række af Danmarks bedste rocksange. De sange bliver spillet af et band, der kan deres repertoire til det yderste af trommestikkerne, og er blevet dygtigere og mere sammenspillede med årene. Samtidig medbringer Lords of the Atlas stadig så meget af den begejstring, der er brændstoffet til enhver god fest, at de kan dele ud af den til ethvert rockelskende publikum. Det har gæsterne erfaret på bl.a. Midtfyns Festival, Hinge Søstival og nordens største mc-træf ”Træf på Toppen” i Skagen.

En væsentlig årsag til LOTA publikumstække er sandsynligvis, at en LOTA koncert ikke ”bare” skal lyde som D-A-D. Den silkeborgensiske kopikvartet vil samtidig levere et sceneshow i deres originalers billede. Det betyder, at turbussen altid er fyldt op med et lysende kohoved, en gigantisk trommepodieseng, eller hvad der nu er plads til af visuelt blær på spillestedet. Og hvis du har lyst til at se det hele i virkeligheden, kan du komme et klik nærmere lige her.

  • Kasper Malling (Sang, guitar)
  • Mads Schmidt (Bas, kor)
  • Karsten Gråbæk (Guitar, kor)
  • Christian Ipsen (Trommer)

Pressearkiv

Download pressemeddelelsen (PDF)

Download plakaten i høj opløsning (JPG)