Lords of the Atlas er allerede nu gået i gang med at planlægge to koncerter i sommeren 2007. Vi har nemlig besluttet, at de to koncerter bliver vores sidste. Når detaljerne omkring koncerterne er gået i orden, vil tid og sted blive offentliggjort her på siden. Indtil sommer takker vi nej til koncerter, og holder D-A-D formen ved lige i øvelokalet.
Ud over, at det bliver to fede rock-shows, bliver det naturligvis en vemodig oplevelse for os i L.O.T.A, når de sidste koncerter skal spilles. Men vi er enige om, at beslutningen som blev truffet for et par uger siden, er den rigtige. Og vi er lige så enige om, at afskedskoncerterne skal stå som et stolt udråbstegn, som er værd at huske for alle rockfans, når vi siger It’s after Dark for sidste gang. |